lagde sig ved sin Hustrus Side, og fra den Tid levede de lykkeligt alle sine Dage. Alt lykkedes for dem, og deres Skyldfolk i Havet bragte dem Alt, hvad de behøvede og ønskede, op fra Havsens Bund.
(Fra Næsseby.)
Der var en Mand, som aldrig kunde have sin Baad i Fred for Draugen. Hvordan han stelte sig eller ikke, enten han satte Baaden i Stranden eller i Nøstet, saa var der om Natten altid Nogen, som rumsterede med Aarer, Tofter og Tiljer og gjorde al Slags Ugagn. „Hvad i al Verden skal jeg gjøre for at have Baaden min i Fred?“ spurgte han sig selv. Saa besluttede han at læegge sig paa Lur. Til den Ende gik han en Kveldstund ned til Baaden i Stranden og lagde forskjellige Slags ufysne Ting paa Tofterne. Derpaa skjulte han sig under Forstavnen. Da han havde siddet der en liden Stund, saa hørte han, at der kom Noget skramlende i Stranden, akkurat som om det var ham selv, der kom gaaende i sine store Fiskestøvler. Saa var det Draugen, og Draugen steg ind i Baaden og satte sig paa Bagtoften og skulde bære sig ad, ligesom en Høvedsmand pleier at gjøre. „Hu, hu,“ sagde Draugen, „det er ufint her, her gaar det ikke an at sidde!“ Saa flyttede den sig til Mellemtoften, tog Aarene og begyndte at ro, men, da den havde roet en liden Stund, udbrød den igjen: „Hu, hu, her er ogsaa ufint!“ Saa flyttede den sig til Forstavnen, satte sig paa Fortoften og skulde vaere Halskarl. Men gait var det der ogsaa. „Hu, hu,“ sagde den, „her er ogsaa ufint!“ „Det er fint nok for mig!“ sagde
