„Hvad Nyt?“
„Bjørnen og Ulven og Hunden leve endnu!“
„Hvad bestille de?“
„De grave Vei under Fjeldet for at komme hjem igjen!“ Da Badstuen var opvarmet, og Ivan havde lagt sig paa Bænken i Dampen, kom Røveren hen for at stænge Døren og sætte Ild paa Badstuen. Men, netop som han vilde tænde paa, kom Hunden, Bjørnen og Ulven og overfaldt Røveren og søndersled ham. Saa gik Broderen ind og sagde til sin Søster:
„Tre Gange har du lagt Raad op om at dræbe mig, tre Gange er det slaaet feil; thi se, jeg lever endnu! Men nu forlader jeg dig for stedse!“ Saa tog han Hunden, Bjørnen og Ulven med sig og drog afsted tilfods. Søsteren blev alene igjen, og alt det, som Røverne eiede, Hestene og Alting lod han hende beholde. Han gik, og han gik; endelig kom han til en By. Han gik ind i Byen og vandrede igjennem Byens Gader. I et Vindu sad en Kjøbmand. Kjøbmanden saa, at den Fremmede maatte være en bedre Mands Søn, og bad ham stige indenfor. Da han havde talt med ham en Stund, bad Kjøbmanden ham blive hos sig. Ivan blev, og Kjøbmanden syntes saa godt om Ivan og var saa glad i ham, at han hverken kunde spise eller drikke, naar Ivan ikke var tilstede. Han elskede ham, som om han var hans egen Søn, og til Slutning gav han ham sin eneste Datter tilægte. En Dag spurgte han Ivan:
„Har du ingen Søskende?“
„Jo, jeg har en eneste Søster,“ svarede Ivan, „men hun er langt, langt herfra!“
„Bring hende hid!“ bød Kjøbmanden. Dagen efter satte Ivan sig tilhest og red afsted efter Søsteren. Langt om længe fandt han tilbage til Huset i Skoven,
