deren komme langt borte, bandt hun igjen Røveren og lagde sig paa Sengen. Saa kom Broderen med Bjørnemælken.
„Det var da Pokker til Broder, som Bjørnen ikke tog!“ tænkte Søsteren, og i Ærgrelsen herover tog hun Mælken og kastede den langt henover Gulvet. Næste Morgen reiste Broderen atter paa Jagt med sine to Tjenere, Hunden og Bjørnen. Da han vel var reist, løste Søsteren igjen Røveren, og de raadsloge atter om, hvorledes de skulde faa Livet af Broderen. Aller mindst vidste de Raad med Hunden.
„Anstil dig syg igjen!“ sagde Røveren. Da Broderen kom tilbage, havde Søsteren igjen bundet Røveren, og hun selv laa paa Sengen og jamrede sig som før:
„Jeg er saa syg, jeg er saa syg!“
„Hvad Lægemiddel trænger du?“ spurgte Broderen.
„Reis til Øen igjen,“ sagde Søsteren. „Paa Øen er der en Ulv, som har Unger, og Ulvemælk er det Eneste, som kan hjælpe mig!“ Næste Morgen tidlig reiste Ivan afsted paa en flyvende Hest med Bjørnen og Hunden bagpaa. Strax han kom til Øen, kom Ulven farende imod ham, men Ivan slog den med sin Stok, saa den maatte bede om Naade.
„Dræb mig ikke, Ivan, Kupiskas Søn!“ bad Ulven. „Alt, hvad du vil have, skal du faa, men spar mit Liv!“
„Jeg trænger ikke dit Liv, jeg trænger din Mælk!“ sagde Ivan.
„Tag saa meget, du vil have!“ sagde Ulven. Saa fik han Ulvemælk og desuden en af Ulvens Unger. Nu havde han tre Tjenere. Da han nærmede sig Huset, bandt Søsteren Røveren og lagde sig paa Sengen. Saa kom Broderen ind med Mælken.
