„Hvad vil du med den?“ spurgte Jætten.
„Stikke den i Øinene paa dig, dersom du ser dig tilbage,“ sagde Gutten. Jætten tog i Bjælken og drog, og Gutten satte sig overskrævs paa den anden Ende.
„Aa, haa, det er tungt!“ stønnede Jætten.
„Er det tungt,“ sagde Gutten, „jeg synes ikke, det er det mindste tungt, jeg, som liden er; men du er stor du, og alligevel er der nok ikke mere Magt i dig end i en gammel Kjærring!“
Jætten drog, saa han spyttede Blod, men endda syntes Gutten, at det gik altfor sagte. Endelig naaede de om Kvelden frem, hvor Huset skulde staa. Jætten var træt og lagde sig til Hvile. Midt om Natten stod Gutten op og stak Øinene ud paa ham med Stokken, som han havde tilspidset. Derpaa narrede han ham hen til et høit Bjerg og styrtede ham ud i en Indsø, saa han druknede. Saa tog han hans Sværd og gik til Kongen. Nu var der Intet mere at gjøre. Brylluppet holdtes, Gutten fik halve Riget, og, da Kongen døde, fik han det hele.
Der levede engang en Kjøbmand, som havde to Børn, en Søn og en Datter. Forældrene døde og efterlod sig store Eiendomme, samt en Hund. Eiendommen skulde være fælles, men Hunden skulde Sønnen have. Saa solgte Børnene Eiendommen og skjænkede Pengene til Kirken. Derpaa delte de Klæderne og reiste saa afsted ud i Verden paa Lykke og Fromme. Hunden
- ↑ Kupez, russsik: Kjøbmand
