„Hvad Ærinde?“
„Jeg skal bringe alle Skovens vilde Dyr sammen i Kongsgaarden!“
„Gaa ud i Marken,“ sagde Kjærringen, „og alt det, som hænger sammen, skal du skille ad!“
Gutten gik afsted og fik se to Ulve, som hang sammen i Halerne og ikke kunde slippe fra hinanden. Gutten løste dem.
„Hvor skal du hen?“ spurgte Ulvene. „Jeg skal bringe alle Skovens vilde Dyr sammen i Kongens Gaard, men ved ikke min arme Raad!“
„Siden du har hjulpet os,“ sagde Ulvene, „saafaar vi hjælpe dig igjen!“ Gutten satte sig, og imedens drev Ulvene alle Slags vilde Dyr sammen til ham. Derpaa jog de dem i Forening til Kongsgaarden.
„Endnu faar du ikke min Datter,“ sagde Kongen, „men, kan du dræbe min Fiende, Jætten, og bringe mig hans Sværd, skal du faa hende!“
„Det er den visse Død,“ sagde Gutten, „men jeg faar prøve alligevel!“ og dermed gik han til Gieddegæš-Kjærringen.
„Hvad Ærinde?“
„Jeg skal tage Livet af Jætten!“
„Gaa og byd dig til Tjener hos ham, saa findes vel paa Raad!“ Gutten saa gjorde.
„Trænger du til en Dreng,“ sagde Gutten, „saa kan du faa mig!“
„Hvorfor ikke?“ mente Jætten.
„Hvad skal vi først tage fat paa?“ spurgte Gutten.
„Aa,“ sagde Jætten, „jeg holder paa at hugge Bjælker og drage dem til Hus!“ Saa gik de til Skoven, huggede en stor Tømmerstok og skulde drage afsted med den. Men først huggede Gutten sig en lang Stang og spidsede Enden saa skarp som en Syl.
