„Du faar ikke min Datter, førend du henter op fra Havets Bund et Guldbæger, som jeg har mistet!“ Gutten vidste ikke hedre end at gaa til Gieddegæš-Kjærringen og spørge om Raad.
„Hvem er det, som banker paa min Dør?“ spurgte Troldkjærringen.
„Det er mig!“ sagde Gutten, han vidste, at hun kjendte ham paa Røsten.
„Hvad Ærinde har du?“ spurgte Kjærringen.
„Jeg skal hente Kongens Guldbæger op fra Havsens Bund!“ Kan du ikke give mig Raad?“
„Gaa ud i Marken,“ sagde Kjærringen, „og det, som hænger sammen, skal du skille ad!“ Gutten gik afsted, og det varede ikke længe, førend han fik se to Lomme, som hang sammen i Næbbet og ikke kunde slippe fra hinanden. Gutten løste dem.
„Hvor skal du heu?“ spurgte Lommene.
„Jeg skal hente et Guldbæger op fra Havsens Bund, som Kongen har mistet, og ved ikke min arme Raad!“ sagde Gutten.
„Sideu du gjorde vel mod os og løste os, skal vi hjælpe dig,“ sagde Lommene. De dukke de ned baade en Gang og to Gange; endelig, tredie Gang, fik de fat i Guldbægeret og bragte det til Gutten, som igjen bragte det til Kongen:
„Her har du dit Guldbæger, som jeg har hentet op fra Havsens Bund!“
„Du faar alligevel ikke min Datter,“ svarede Kongen, „førend du bringer alle Skovens vilde Dyr sammen i min Gaard!“ Gutten gik igjen til Gieddegæš-Kjærringen og bankede paa Døren.
„Hvem banker paa min Dør?“ spurgte Kjærringen.
„Det er mig!“ svarede Gutten.
