efter vor Fader.“ Gutten, som var en klog og velopdragen Gut, spurgte da, hvad Rart der var ved Skoene og Kappen. Jo, Skoene var slige, at, naar man havde dem paa Benene, kunde man hoppe, hvorhen man vilde i et eneste Hop, og Kappen var slig, at man blev usynlig, naar man havde den paa sig.
„Aa, laan mig dem et Øieblik,“ bad Gutten, „at jeg kan faa prøve, om det er sandt eller ikke!“ Jættegutterne vilde nødig betro sit Arvegods til Gutten, som de slet ikke kjendte, men til Slutning lod de sig dog overtale, da Gutten lovede, at han bare skulde hoppe et ganske lidet Stykke, bare saavidt, han fik prøve. Men Gutten havde ikke før faaet Skoene og Kappen paa sig, før han boppede lige til Guldbyen med en Gang, og der saa han, at der laa et stort forgyldt Skib paa Havnen. Han fik snart spurgt, at det var en Kongssøn, som eiede Skibet, og at Kongssønnen var kommen paa Frieri til Guldbyens Eierinde. Gutten gik usynlig ind i Kongsgaarden, og der baade saa og hørte han paa, hvorledes Kongssønnen friede til hans Kjæreste. Imidlertid holdt ban sig skjult, indtil det blev Sengetid. Da hans Kjæreste gik hen og lagde sig, gik Kongssønnen ogsaa hen og lagde sig ved hendes Side. Idet Kongssønnen vilde kysse hans Kjæreste, gav Gutten ham et Spark lige paa Munden. Kongssønnen kunde ikke begribe, hvad slig Medfart skulde betyde. Han bød sig til endnu en Gang, men atter fik bau et Spark af den haarde Jætteskoen, som Gutten havde paa Benene.
„Hvorfor spænder du mig?“ spurgte Kongssønnen, ganske forfærdet over sin Kjærestes ublide Opførsel.
„Jeg spænder aldeles ikke jeg,“ sagde Kougsdatteren, men Gutten, som laa bagom Bruden, lo i Stilbed.
