„Nei, jeg ved ingen Besked,“ sagde Fiskenes Konge, „men jeg skal kalde sammen Fiskene mine, kanske nogen af dem ved Besked!“ Saa peb han alle Fiskene sammen, men ingen af dem kunde give nogen Besked om Guldbyen. Stenbiten[1] var endnu ikke kommen, men endelig saa kom ogsaa den.
„Hvorfor kommer du saa sent?“ spurgte Kongen.
„Odderen havde faaet Tag i mig,“ sagde Stenbiden, „derfor blev jeg opholdt; det var med Nød og neppe, at jeg slap fri!“ Men heller ikke Stenbiten kunde give nogen Besked om Guldbyen. Saa drog Gutten videre og kom til Fuglenes Konge.
„God Dag, gamle Bedstefar!“ sagde Gutten, „kan du give mig nogen Underretning om Guldbyen?“
„Nei,“ sagde Fuglenes Konge, „jeg ved ingen Besked, førend jeg kalder Fuglene sammen!“ Saa peb han Fuglene sammen, men ingen kunde fortælle noget om Guldbyen. Svanen kom sidst. Den havde lagt Æg, og Folk havde stillet en Snare ved dens Bede, hvori den var bleven høengende. Med Nød og neppe slap den fri. Men, da den endelig kom, vidste heller ikke den noget at fortælle om Guldbyen. Saa drog Gutten videre afsted paa Vandring og vidste ikke selv, hvor det bar hen. Medens han gik, fik han se to dratte gutter, som holdt paa at slaas. Gutten gik hen til dem og spurgte:
„Hvad er det, I slaas om?“ Det ser ud, som I to skulde være Brødre, men, naar saa er, hvorfor slaaes I da?“
„Ja, vi ere Brødre,“ sagde begge To, „og vi slaas om en Kappe og et Par Sko, som vi har faaet i Arv
- ↑ Anarrichas lupus.
