rakte Gutten Brevet ud imod Fanden. Fanden vovede ikke at tage i ham, saalænge han holdt Brevet i Haanden. Fanden kløede sig i Hove det og bar sig ilde.
„Pokker tage Præsten,“ sagde Fanden, „som er Skyld i, at jeg ikke kan faa Gutten med mig! Tag Baaden der og ro med mig ud paa Søen!“ Præsten stod og saa paa.
„Tag kun Baaden og ro med ham ud paa Søen!“ sa'gde Præsten. Da de kom ud paa Søen, hlev der strax et rygende Uveir, saa Gutten maatte lade Baaden drive for Vinden. Fanden vilde nu, at Gutten skulde gaa over i hans Baad, men, hvergang Fanden kom hen til ham, rakte Gutten Brevet ud imod ham. Herover hlev Fanden til Slutning saa forarget, at han atter som en grøn Ildslue for afsted didhen, hvorfra han var kommen. Gutten vedblev at drive for Vind og Veir. Endelig kom han til et Land, som han aldeles ikke kjendte, men lige ved Stranden laa der en Kongsgaard, som skinnede som Guld. Gutten gik ind igjennem Porten, hvorover der stod en Indskrift med Guldbogstaver, og kom ind i Kjøkkenet. Kjøkkenpigen forbød ham at tale høit, da hendes Husmoder laa indenfor og sov. Men Gutten gik videre og kom ind i næste Kammer. Kammerpigen forbød ham ogsaa at tale høit, da hendes Husmoder laa i næste Værelse og sov. Men Gutten gik videre, lige ind til Husfruen selv, og saa, at hun var endnu vakrere end baade Kjøkken- og Kammerpigen. Saa talte de sammen en Stund, og det varede ikke længe, førend de bleve enige om, at de skulde gifte sig sammen. Men Gutten sagde, at, inden dette kunde ske, maatte han besøge sin Fader og sin Fosterfader, Præsten, „bare jeg vidste“ lagde han til, „hvorhen jeg skulde reise, for at finde dem igjen.“
