under Hjertet, skal du blive ligesaa rig som din Nabo!“ Manden lovede det.
„Kast nu Snøret ud!“ sagde Røsten igjen. Manden saa gjorde, og strax bed det paa. Tungt var det, men endelig fik han da Fisken op, og, da dens Hoved kom over Ripen, rullede der en hel Del Guldpenge ud af dens Mund. Manden kastede Snøret ud igjen og trak strax en Fisk til. Af den kom der ingen Guldpenge, men i Løbet af et halvt Flodmaal (tre Timer) drog han Baaden fuld af Fisk, roede til Stranden og gik til sit Hus. Da han kom op, saa han, at der laa en hel Del kostbart Gods inde i Huset. Han spurgte Kjærringen, hvorfra alt dette var kommet, men Kjærringen vidste ingen Besked. Hun havde ligget og sovet en Stund, sagde hun, og, da hun vaagnede, stod det der altsammen. Nu gik han hen til sin Nabo og betalte ham sin Gjæld fuldt ud med en Gang. Den rige Mand blev ængstelig og tænkte, at han maatte have stjaalet Pengene. Han saa efter i alle sine Gjemmer, men kunde ikke opdage, at Noget var blevet borte. Da Manden kom tilbage til sin Kone, fortalte hun, at hun var med Barn. Manden havde ikke havt nogen Anelse herom, men saa var det nu alligevel. og, da Tiden kom, fødte hun sin Førstefødte. Da Gutten var otte Aar, sendte de ham i Skole hos Præsten. Gutten var stor for sin Alder og nem til at lære. Den Dag, da Gutten fyldte sit femtende Aar, kom Fanden roende i en Baad, der saa ud som en grøn Ildslue, for at hente Gutten. Da de saa Baaden komme, begyndte Præsten at skrive et Brev, som Gutten skulde tage med. Saa gik Gutten ned til Stranden, imøde med Fanden, og, da denne sagde til ham:
„Kom nu. Gutten min, med mig ud i Baaden!“
