„God Dag, naadigste Konge!“
Kongen bød ham sætte sig og sagde:
„Du er kanske den Mand, som skulde have ægtet min Datter?“
„Ja, det er nok mig det,“ sagde Gutten.
„Du faar ikke min Datter,“ sagde Kongen, „førend du vækker tillive igjen alle de Soldater, som jeg har mistet i Krigen. Men det var nu ligesaa let gjort, som det var sagt, for Gutten, som havde Jættestokken.
Saa holdt de Bryllup, og Brylluppet varede i tre Dage. De spiste, og de drak, og de dansede og skjøde med Kanoner. Saa var der en Spillopmager, som narrede mig til at springe forbi Mundingen af en Kanon, men, i det Samme, jeg sprang, saa fyrede han af, og saa drev jeg hid. Og nu er jeg her, og de er der, og derfor ved jeg ikke noget om, hvorledes det senere er gaaet dem. Kanske de leve endnu, kanske de ere døde.
(Fra Karasjok.)
Der var engang en fattig Mand og en rig Mand, som vare Naboer, og den fattige var i stor Gjæld til sin rige Nabo. En Dag roede Begge ud paa Søen for at fiske. Den Rige var heldig. Han trak i kort Tid sin Baad fuld af Fisk og roede til Stranden igjen. Den Fattige blev liggende igjen, men kunde ikke faa en eneste Fisk. Endelig maatte da han ogsaa ro tilbage igjen, men, idet han roede, stødte Baaden paa Grund, og i det Samme hørtes en Røst under Baaden, som sagde:
„Dersom du lover mig, hvad din Hustru bærer
