Side:Lappiske Eventyr og Folkesagn.pdf/175

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
159
Bæivekongens Datter.

skinnede som det pure Guld. Saa drog da han og Ørnen afsted. Gutten sprang, og Ørnen fløi, men det gik hurtigere for Gutten end for Ørnen, og Gutten naaede før frem til Bredden af det store Hav end Ørnen. Da Ørnen kom efter, dalede den ned for at hvile sig.

„Orker du at bære mit Tøi ogsaa?“ spurgte Gut­ten. Jo, det orkede den nok, mente Ørnen og sagde til Gutten:

„Nu skal du gaa hen og tage tre Stene fra Stran­den. Den ene skal du tage fra øverste Flodmaal, den anden fra Halvflodsmaal og den tredie fra laveste Fjæremaal. Da Gutten kom med Stenene, sagde Ørnen:

„Sæt dig nu paa min Ryg, og, naar jeg begynder at blive træt, saa kaster du en Sten i Havet!“ Saa fløi Ørnen afsted og vedblev at flyve, indtil den blev træt.

„Kast nu Stenen fra øverste Flodmaal ned i Ha­vet!“ sagde Ørnen. Gutten saa gjorde, og Stenen blev til en Ø, hvorpaa Ørnen dalede ned og hvilede sig. Da den fløi afsted igjen, sank Øen i Havet. Næste Gang Ørnen blev træt, kastede Gutten Stenen fra mellemste Flodmaal, og tredie Gang den sidste fra laveste Fjæremaal. Fra den af naaede Ørnen frem til Stranden hinsides det store Hav. Herfra vendte Ør­nen tilbage igjen, og Gutten gik afsted til Bæivekongens Gaard. Da han kom i Nærhcden af Gaarden, saa han, at Kongsdatteren stod og vadskede Klæder ved en Kilde udenfor Gaarden. En liden Søn, hun havde faaet, var ogsaa hos hende og sad paa Kanten af Kilden og saa ned i Vandet. Saa gik Gutten bag Sønnen og løftede paa Jættehatten, saaledes at den lille Gut saa hans Billede nede i Vandet ved Siden af sit eget.