se to Jættegutter, som sloges. Askeladden gik lien til dem og sagde:
„Hvad slaas I om?“
„Vi have faaet en Hat i Arv, og vi slaas om. kvern der skal have den!“
„Hvad er det for Slags Hat?“
„Det er en slig Hat,“ svarede Jættegutterne, „at, naar man sætter den paa Hovedet, bliver man usynlig!“
„Hvorfor skulle I slaas,“ siger Askeladden, „det er ikke vakkert af Brødre at slaas, lad mig faa se Hatten, saa skal jeg sige, hvem der skal have den!“ Men i det Samme, Askeladden fik se Hatten, satte han den paa Hovedet, og væk var han. Da han havde vandret en Stund, fik han se to Jættegutter, som sloges om et Par Støvler, som vare slige, at, naar man satte dem paa Benene, tog man en Mil i hvert Skridt.
„Lad mig faa Lov til at prøve dem lidt!“ bad Gutten. Det fik han. Men i det Samme satte han Hatten paa Hovedet, og væk var han. Nu tog han Støvlerne paa Benene og drog videre. Han havde ikke gaaet mange Mil, førend kan igjen mødte to Jættegutter, som sloges om en Stok.
„Hvad Rart er der ved den Stokken da?“ spurgte Askeladden.
„Den er slig,“ sagde Jættegutterne, „at, naar man med den ene Ende peger paa Levende, saa dø de, og, naar man med den anden Ende peger paa Døde, saa levne de op igjen.“
„Lad mig ogsaa faa se Stokken!“ bad Askeladden. Da han fik Stokken, satte han Hatten paa Hovedet, og væk var han. Saa vandrede han videre og kom til Gieddegæš-Kjærringens Bopæl.
