„Dersom du er en Ungkarl, du, som har taget min Ham, saa kom frem, at jeg faar tale med dig, jeg vil love at blive din Hustru!“ Da reiste Askeladden sig bag Jerngrinden og kom frem og spurgte:
„Hvis Datter er du?“
„Bæivekongens Datter!“ svarede Jomfruen. „Giver du mig ikke nu Hammen min tilbage?“
„Nei,“ sagde Gutten, „ikke førend du lover at blive min Hustru og giver mig et Pant derpaa!“ Pigen havde en Guldring, og paa Ringen stod Faderens og Moderens Navn og hendes eget Navn. Saa gav hun ham Ringen som Pant paa, at hun skulde blive hans Hustru, og saa fik hun Hammen igjen. Da hun havde faaet den, sagde hun Farvel til Gutten og lovede at komme igjen om et halvt Aars Tid. Derpaa fiøi hun afsted. Om Morgenen spurgte Askeladdens Fader:
„Naa, fik du Rede paa, hvem eller hvad det er, som æder op vort Korn?“
„Det har ingen Nød længer,“ sagde Askeladden, „der er Ingen, som rører det mere!“ Saaledes fik ikke Faderen vide, hvorledes det egentlig hang sammen. Efter et halvt Aars Forløb kom Bæivekongens Datter for at hente Gutten med et Skib, som fiøi i Luften.
„Se nu til at blive færdig, saa reise vi!“ sagde Pigen til Brudgommen sin.
„Jeg kan ikke reise, førend jeg har været henne i Kongsgaarden og faaet Kongens Tilladelse!“ sagde Gutten.
„Gaa ikke derhen!“ sagde Pigen. „han giver dig en Befaling, som du ikke kan udføre, og kanske heller ikke jeg kan hjælpe dig. Men Askeladden gik alligevel til Kongen og sagde:
„Farvel, naadigste Konge, nu reiser jeg hen for at gifte mig med Bæivekongens Datter!“
