„Hvorfor skulde jeg ikke kysse Solens Søster, siden hun sover og er saa deilig?“ tænkte Gutten og standsede. Saa slap han Hønen igjen, listede sig ind og kyssede Solens Søster. Men, da han saa kom ud igjen og skulde faa Tag i Hønen, var denne bleven saa sky, at han slet ikke kunde fat i den. Da han sprang efter den, begyndte alle Hønsene at skrige. Derved vaagnede Solens Søster og kom ud i Døren og sagde til Gutten:
„Du faar ikke Lov til at tage min Guldhøne, medmindre du henter min Søster, som er røvet af Jætter og ført langt, langt bort!“ Gutten blev bedrøvet og gik ud og fortalte sine Kammerater, hvorledes det var gaaet ham inde i Gaarden, at han ikke fik Lov til at tage Guldhønen, førend han havde hentet Solens Søsters Søster, „Aftenrøden,“ som var røvet af Jætter og ført langt, langt bort.
„Jeg vidste nok, at du ikke kom derfra uden Fortrædelighed,“ sagde Ræven. Saa reiste de videre. Ræven var fremdeles den, som skulde vise Veien. Da de havde vandret flere Dage og nærmede sig Jættegaarden, siger Ræven:
„Naar vi nu ere komne frem til Jættegaarden, saa skal I to blive igjen udenfor, medens jeg gaar ind forat hente Pigen. Naar jeg saa kommer ud med hende, maa I strax tage hende og fare afsted saa hurtigt, som I orke. Jeg selv skal gaa ind igjen og forsøge at opholde Jætterne, saa de ikke mærke, hvor Pigen er bleven af!“ Efter denne Aftale gik de videre og kom til Jættegaarden. Ræven, som var en gammel Bekjendt, slap let ind. Da han kom ind, holdt Jætterne paa at danse med Pigen. o.g, da de saa Ræven, udbrød de:
