sig ikke. Endelig kom Stenen, og hvad kom med Stenen? Jo, Fanden selv, som siger til Manden:
„Tak skal du have, min gode Mand, fordi du drog mig op fra den arge Kjærringen. Hun var saa sint, at ikke selve Fanden kunde bjerge sig mod hende. Nu skal jeg fortælle dig en Ting, og det er, at nu gaar jeg hen til en Handelsplads og farer i Kjøbmanden der og plager ham. Saa kan du komme efter, og, naar du hører dem fortælle, at Fanden plager Kjøbmanden, saa skal du sige:
„Jeg er Mand for at jage Fanden paa Porten, dersom man giver mig 200 Rubler. “ Som sagt, saa gjort. Manden fik sine 200 Rubler af en Kjøbmand, 300 Rubler af en anden og 500 af en tredie; thi Fanden for fra den ene til den anden, og Manden efter ham, og den sidste Kjøbmand var den rigeste.
„Er du nu fornøiet med Betalingen?“ spurgte Fanden.
„Aa ja,“ sagde Manden, „nu kan det sagtens være nok, fordi jeg drog dig op fra Kjærringen, som hverken du eller jeg kunde raade med.“
„Nuvel,“ sagde Fanden, „saa har du ikke mere her at gjøre, saa kan du gaa diu Vei herfra!“
Manden kom alligevel ikke til at reise afsted saa tort, som Fanden havde tænkt, og imidlertid plagede Fanden en Kjøbmand lidt for egen Regning. Ret som det var, trag Manden og Fanden paa hinanden igjen.
„Naa, er du ikke reist?“ siger Fanden. „Det er nok bedst du ser til at komme afsted, ellers kunde det gaa dig ilde!“ Manden vidste ikke andet Raad end at løbe hen paa Fæstningen og bede dem lade alle Kanonerne og sky de dem af, den ene efter den anden. Saa traf han igjen paa Fanden.
