en Favn bagover, men indtog atter sin Plads. For det andet Slag drev han tre Favne tilbage og for det tredie syv Favne og blev liggende død udenfor Stenringen. Fiskerne gravede en Grav inden Ringen, hvor Kampen havde staaet. I denne blev Anika lagt og en Stenhaug kastet over ham. Derpaa gik de, der havde overværet Kampen, tilbage til Stranden sammen med den gaadefulde unge Mand. Han samlede alle Fiskerne om sig og sagde til dem: „Takker alle Gud! Eders Fiende existerer ikke mere, og fra nu af skal Ingen mere vove at forurette Eder i Eders Fiskebedrift! Gud være med Eder! Farvel!“ Efter disse Ord forsvandt han for deres Øine, og Ingen ved, hvorfra han kom, eller hvor han drog hen. Men oppe paa Fiskerøen, et Stykke fra Havnen, skal der efter Lappernes Sigende paa en Slette endnu findes Spor af Stenringen, hvor Kampen holdtes, og Kjæmpen Anika fandt sin Død.
(Om Oprindelsen til Navnet Anika se „En Sommer i Finmarken, russ. Lapland og Nordkarelen“, Pag. 117—180.)
42. Gutten, Havfruen og Ridder Rød.
Der var engang en Konge, som skulde gjøre en laug Søreise. Han efterlod sin Hustru hjemme, og hun var frugtsommelig, men Kongen vidste ikke noget derom. Han havde ikke seilet længe, førend Skibet løb paa et Skjær og blev staaende saa fast, at hele Mandskabet ikke kunde faa det af igjen. Men, da Alt
