„Naa“, sagde Tschuderne, „siden du kjender ham og ved, hvor han findes, saa før os til ham!“
„Det vilde være farligt“, sagde Samekongen, „thi han har mange Folk hos sig! Men det er det samme, hvad give I mig, saa skal jeg bringe ham til Eder?“ Saa meget desto bedre, tænkte Tschuderne og lovede ham baade Gods og Guld, om han kunde bringe Samekongen i deres Vold. En bestemt Aftale blev da sluttet med Tschuderne om, at de skulde træffe sammen paa en Indsø ikke langt derfra. Det var Vinter, og Isen laa blank paa Indsøen.
„Naar I nu,“ sagde Kongen, „ser Samekongen komme med sine Folk ned til Stranden paa den anden Side Indsøen, saa kunne I komme fra denne Side, og saa træffe I sammen midt paa Isen.“ Saa drog Kongen sin Vei, og Tschuderne sloge sig ned der, hvor de vare, for at oppebie Saraekongens Ankomst. Kongen ilede til sine Telte og samlede sine Folk. Han bød dem allesammen at tage Skalkomager paa eller det Slags Sko, hvorpaa Haarsiden vender ud. Med disse Komager paa Benene vilde de nemlig ikke være udsatte for at glide, men vilde kunne være raskere til at løbe paa Glatisen end Tschuderne, som havde almindelige Sko paa. Ligesaa bød han dem hugge sig lauge Knipler til Værge. Endelig valgte han sig ud en lang Tømmerstok, som han lod afkviste og afbarke. Saa drog de afsted med Kniplerne og den lange Tømmerstokken. Da Samekongen og hans Folk kom til Bredden af Indsøen, hvor Tschuderne ventede dem, begav disse sig strax ud paa Isen fra den modsatte Side. Men, da de nærmede sig hen imod den Side, hvor Samekongen endnu stod med sine Folk, satte disse pludselig Tømmerstokken i Fart ud over Glatisen lige imod Tschu-
