i den. Endelig var det rette Øieblik kommet. Koppen var aldeles fuld af Tschudeansigter. Tschuderne laa nemlig rundt omkring Røghullet og kigede ned i Gam men for at se, hvad Lappekjæmpen tog sig til, og deres Ansigter afspeilede sig ganske tydeligt i Fedtet i Koppen. Uden at se op eller lade, som om han mærkede nogen Ting, tog Lappen Gryden af Ilden, og, førend Russetschuderne, som tittede ned igjennem Røghullet, anede mindste Uraad, slog Lappen Fedtet i Ilden. En stor Ildtuuge slog i det Samme høit i Vei ret og slikkede Tschuderne saaledes om Øinene, at de som svedne Fluer tumlede ned over Gammetaget. I det Samme greb Lappen Lurken, smøg sig ud og begyndte i Mørket saaledes at bearbeide de hel- og halvblinde Tschuder, at ingen af dera saa Dagens Lys mere. For denne Heltegjerning fik han Tilnavnet „Tschudda,“ og dette har hans Familie efter ham beholdt lige til den Dag idag.
(Fra Koutokæino.)
Samernes eller Lappernes Konge var engang i gamle Dage, i den saakaldte „vainoi aige“ eller Ufredstiden, ude paa en Vandring paa Fjeldene omkring Koutokæino. Der traf han pludselig paa en Flok Russetschuder. De kjendte ham ikke, men spurgte: „Kjender du Samekongen, og ved du, hvor han opholder sig?“ „Aa ja,“ svarede Samekongen, „nu kjender jeg ham og kan ogsaa give Jer Besked om ham!“ Men med sig seiv tænkte han som saa, at de nok til rette Tid skulde lære Samekongen at kjende.
