(Se forud Pag. 112). Da nu Lapperne begyndte at frygte for en almindelig Undergang, havde de omsider samlet sig sammen i et stort Antal og taget en Mand til Anfører. Denne anførte dem paa den Maade, at, da de kom did, bvor de formodede, at Fienden vilde komme, betjente han sig af et Krigspuds, idet han lod føre en stor Del Tømmer op paa et høit Bjerg. Derpaa lod han Sneen vel nedtrampe rundt omkring hele Bjerget, og saa lod han øse Vand over Sneen, saaledes at hele Bjerget lige til Toppen blev belagt med Is. Derefter lod han gjøre Trappetrin i Isen samt Veie eller Gangstier fra alle Kanter og Sider, forat Fienden skulde finde frem til Lappernes formentlige Leir, Dette gik ogsaa efter Ønske. Da Karelerne kom, havde Lappen opstillet hele sit Mandskab paa den øverste Skrænt af Fjeldet, som kunde sees temmelig langt paa alle Sider, Men, da Fienden, som vovede at stige op til dem efter de udhugne Trappetrin, var kommen halvveis, slap Lapperne paa en Gang alt sit Tømmer løst og knuste dermed Størstedelen, paa nogle Faa nær, som de siden dræbte. Men To slap de afsted med Livet, den ene med 1 Arm den anden med 1 Fod. Disse fik Lov til at reise hjem for at berette sine Folk, hvad Endeligt deres Kammerater havde faaet. Paa Antallet af de Ihjelslagne have de ingen anden Regning, end at de berette, at, da de tog de Fyrstaal. der fandtes hos dem, og trædde dem ind paa Strængene af sine Træbuer, fyldtes 2½ Buestræng. Men, da nu enhver Stræng paa disse Buer i Almindelighed var en god Favn lang, saa maa det have været en ganske anselig Flok. De paavise endnu en dyb Dal, der skjærer sig op igjennom Fjeldet, gjennem hvilken de skal have ført Vandet op. Ligeledes viser man
