begyndte han at raabe til Karelerne og bad dem staa op. Da nu disse mærkede, at de vare efterladte paa Holmen uden Brød og uden Vaaben og Niste, som altsammen var i Baadene, saa begyndte de at raabe til Lappen, som roede paa Indsøen: „Laurukainen, Laurukainen, forbarm dig over os!“ Men Laurukainen var haardhjertet; han følte ingen Medlidenhed med Karelerne. Da begyndte nogle af dem at svømme for at naa Fastlandet. Men Lappen roede til og slog med eu Klubbe ihjel alle dem, som forsøgte paa at komme bort paa denne Maade. De øvrige sultede da omsider ihjel, eftersom de ingen Mad havde. Nogle skulle have levet til det niende Døgn, og en Kvinde, som de havde med sig, levede til det tiende Døgn. Paa hvilken Indsø dette er foregaaet, ved man ikke bestemt at fortælle; men af den Mængde Menneskeben, som ere fundne paa en Holme i Sarisjärvi, nær Muonioniska, har man formodet, at det har været her, at Karelerne sultede ihjel.
5. Høgstrøm fortæller, at Lapperne i Kaitom-Trakten, i Luleå Lapmark, kunne berette om et Feltslag, som deres Forfædre skal have vundet over Russerne eller Karelerne; men Tiden, naar det foregik, eller hvor længe det er siden, kunne de ikke angive. Det hedder, at et Parti Russer, eller, efter Andre, Kareler, havde begivet sig opover til Lapmarken. Ved uforvarende at overfalde en Lappeby fik de et anseligt Bytte af Penge og Rensdyr. Begjærlige efter mere Bytte, gav de sig til at streife omkring efter alle de Veie, hvor Lapperne færdedes, idet de om Vinteren betjente sig af Ski. Man har vist mig, siger Høgstrøm, Huler i Jorden, som man om Sommeren havde gjort i den Mening at skjule sig deri.
