dene gjøede, Manden sprang ud og ser til sin Skræk, at det er Tschuder. Naa, her var intet Andet at gjøre, end at vise sig forekommende og gjæstfri. Han sagde derfor:
„Vær saa god, Fremmede, at komme ind i Gammen og hvile Eder!“. De krøb ind i Gammen.
„Sætter Eder, I Reisende, sætter Eder!“ Til Hustruen sagde han:
„Løb, Hustru, til Stabnret og hent Mad til de Fremmede!“ Hustruen løb, men Manden hk i det Samme Anledning til at hviske Noget til hende, som gjorde, at hun ikke kom tilbage igjen. Derpaa siger han til sin Datter:
„Løb, min Datter, løb til Staburet og hjælp din Moder!“ Hun gik ogsaa, men heller ikke hun kom tilbage. Saaledes var Manden alene igjen med sine Gjæster, og saa siger han til dem:
„Venter lidt, mine Gjæster, jeg maa nok selv løbe til Stabnret for at hente Maden!“ Men, idet han gik ud, stængte han Døren til udenfra. Derpaa tog han et langt Spyd og krøb op paa Taget af Gammen og kigede ned igjenuem Røghullet for at se, hvad de tog sig til. Det lod til, at de strax havde mærket hans List, og de raabte derfor ud til ham:
„Ah, du gamle Ræv, du har bedraget os, men, lukker du ikke strax op, skal du faa smage Kjeppen!“ Derpaa begyndte de at støde og hamre løs paa Døren og Væggene. Men Lappen spildte heller ikke Tiden. Med sit lange Spyd stak han ihjel den ene efter den anden, indtil han havde gjort Ende paa dem allesammen. Derpaa gik han hen til Stabnret til Konen og Datteren.
„Naa, Husbond,“ sagde Hustruen, „hvorledes er det gaaet, hvor ere de blevne af?"
