Mosemark, der afsvides og lægges gold og øde. Overalt, hvor Vækkelsens tildels urene Ild naaede hen, udslettede den af Erindringen de gamle Folkesagn. Man vovede ikke at fortælle dem længer, — og de glemtes. Men talrige maa de vistnok engang have været, som rimeligt er iblandt et Folk, som ingen anden Historie har end disse Sagn. De fortaltes fra Slægt til Slægt i de lange, lyse Sommernætter ved Stokilden i Skoven eller i de mørke Vinteraftener ved Arnestedet, naar Teltet var slaaet op paa Høifjeldviddens øde Snemarker. Lad os engang kaste et Blik indom Døren i et Fjeldlappetelt en Vinteraften! Henne i „Boasshjo“ eller den bagerste Afdeling af Teltet, lige bag Arnestedet, sidder en gammel Bedstemoder, rynket og brun i Ansigtet som en Indianerinde, stirrende med sine røde, rindende Øine ind i Ilden. I Munden har hun en Pibe, hvis korte Mundstykke aldeles forsvinder indenfor de tynde, indfaldne Lææeber. Med alvorlig Tone fortæller hun om, hvad der tildrog sig i gamle Dage. Omkring hende sidde paa Huk, med korslagte Ben nogle Børn, der med spændt Opmærksomhed lytte til Fortællingen, medens Søn og Sønnekone sidde henne i „Loaiddo“ eller Afdelingen ved Siden af Arnen og arbeide, den Første paa en Ske af Renhorn, den Anden paa et Komagbaand, der væves ved Hjælp af en høist primitiv Indretning, som i fordums Tid ogsaa brugtes af norske Kvinder.