Side:Lappiske Eventyr og Folkesagn.pdf/13

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent
VII

Mosemark, der afsvides og lægges gold og øde. Overalt, hvor Vækkelsens tildels urene Ild naaede hen, udslettede den af Erindringen de gamle Folkesagn. Man vovede ikke at fortælle dem længer, — og de glemtes. Men talrige maa de vistnok engang have været, som rimeligt er iblandt et Folk, som ingen anden Historie har end disse Sagn. De fortaltes fra Slægt til Slægt i de lange, lyse Sommernætter ved Stokilden i Skoven eller i de mørke Vinteraftener ved Arnestedet, naar Teltet var slaaet op paa Høifjeldviddens øde Snemarker. Lad os engang kaste et Blik indom Døren i et Fjeldlappetelt en Vinteraften! Henne i „Boasshjo“ eller den bagerste Afdeling af Teltet, lige bag Arnestedet, sidder en gammel Bedstemoder, rynket og brun i Ansigtet som en Indianerinde, stirrende med sine røde, rindende Øine ind i Ilden. I Munden har hun en Pibe, hvis korte Mundstykke aldeles forsvinder indenfor de tynde, indfaldne Lææeber. Med alvorlig Tone fortæller hun om, hvad der tildrog sig i gamle Dage. Omkring hende sidde paa Huk, med korslagte Ben nogle Børn, der med spændt Opmærksomhed lytte til Fortællingen, medens Søn og Sønnekone sidde henne i „Loaiddo“ eller Afdelingen ved Siden af Arnen og arbeide, den Første paa en Ske af Renhorn, den Anden paa et Komagbaand, der væves ved Hjælp af en høist primitiv Indretning, som i fordums Tid ogsaa brugtes af norske Kvinder.