skjule sig i Jordhuler for at undgaa Opdagelse. Af saadanne Huler findes der flere i Finmarken. Røgen blev gjennem en lang, smal Gang ledet langt bort for ikke at røbe Beboerne.
„I syy Aar,“ hedder det, „gjorde Karelerne 178 Indfald i Finmarken, hvilke fulgte saa hyppigt paa hverandre, at et gammelt Sagn fortæller, at der mellem hvert ikke var længere Tid, end at man kunde faa en Renkjødsuppe kogt, og at kun 1 Mand blev levende i Alten og 1 i Varanger.“[1] Intet Under derfor, at disse Overfald har gjort den Epoke i Lappernes Historie, at de fra samme af begyndte en ny Tidsregning.
(Meddelt paa Lappisk ved D. E. D. Europäus.)
Der levede fordum en Mand. Der fødtes ham en Datter, og der fødtes ham en Søn. Saa levede han en Tid. En Dag lagede han sig til at drage ud i Marken. Da han var færdig at drage afsted, sagde han til Sønnen og Datteren:
„Gaa ind og sig til Eders Moder, at hun ikke maa bære Fliser ud og kaste dem i Elven, medens jeg er borte!“ Tiden, da dette foregik, var Čuđi aigge eller vainoi aigge, Tschude-Tiden eller Ufredstiden. Saa reiste han afsted. Men enten nu Børnene sagde til Moderen, eller ikke sagde, hvad deres Fader havde paalagt dem, saa hændte det, at Moderen kort Tid efter tog et helt Fang fuldt af Fliser, bar dem ud
- ↑ Lapperne og den lapske Mission, ved I. Vahl,
