paa Ilden. Efterat de havde spist, overøste Stallo hende med Kjærtegn og viste sig saa glad i sin unge Brud, at hans Barskhed forvandledes til øm Elskov. Han bønfaldt hende om at hvile sig i hans Arme, men med kvindelig Undseelse undslog hun sig herfor, medens Ilden endnu brændte, men lovede, at, naar den var ganske udbrændt, skulde hun føie ham i alle hans Ønsker, da han var saa særdeles god imod hende. Stolende paa sin Styrke og henreven af Kjærlighed, lagde han sit Hoved i hendes Skjød og bad, at hun der skulde anstille Jagt efter Vildt.
Efter Aftale havde imidlertid hendes Husbond, fulgt af flere af Naboerne, gaaet paa Spor efter Stallo. Veiledede af Seilgarntraaden og de mærkede Birketræer, fandt de snart frem til de Forelskedes Opholdssted og nærmede sig uformærket saa nær, at de kunde iagttage den unge Piges Vink. Saasnart hun mærkede paa Stallos tunge Aandedræt, at han var falden i dyb Søvn, vinkede hun ad dem. Hemmeligt listede de sig frem og gav Stallo, som laa næsegrus med Hovedet i Pigens Skjød, et saa vældigt Hug lige i Ryggen, at det blev hans Bane.
Hans store Kjæmpekrop lagde de indunder en stor Sten og kastede derpaa en Stenrøs baade over ham og Stenen. Lapperne vil vide, at man engang for mange Aar siden har gravet op i Stenrøs en og da fundet Menneskeben der af usædvanlig Størrelse. Stenen kaldes endnu Stallo-gæđge, (Stallo-Sten), og Dalen af Lapperne Stallo-vagge, (Stallo-Dal), af Nordmændene Skogspeiderdal. (Se „Ethnografisk Kart over Finmarken“ af I. A. Friis, Plade 4.).
