klæder. Men Stallo truede med at dræbe alle Kreaturene, dersom hun ikke kom tilbage saa snart som muligt. Da hun kom hjem, blev der stor Bestyrtelse og Skræk paa Gaarden; thi, hvis hun reiste afsted, frygtede de for aldrig mere at faa hende at se, og, sveg hun sit Løfte til Stallo, vilde Lapperne miste Hjorden, der udgjorde deres eneste Eiendom. Pigen tog da Mod til sig, og, stolende paa sin udtænkte List, vilde hun, som en anden Judit, vove sit Liv for sin kjære Hjord. Hun pakkede da sammen en Bylt Klæder, tog paa sig den smukkeste Kufte og spændte det smukkest broderede Bælte om sin smale Midie. Derpaa hængte hun Sax, Kniv og Sytøi i Bæltet, udsmykkede sin Hue med de mest brogede Baand, tog nyt Sennegræs og stoppede i sine bedste Komager og endelig et stort Nøste af Seilgarntraad i Lommen. Saa vandrede hun da af sted op igjennem Dalen til det Sted, hvor hendes barske Frier ventede paa hende med i Ttaalmodighed. Glad over at se sin smukke Kjæreste igjen, rakte Stallo hende sin høire Haand og vandrede opad den med tyk Skov bevoxede Dal. Hun lod strax Garnnøstet falde paa Marken og trak Traaden efter sig. Paa Stallos Forundring herover foregav hun, at hun derved fik Snuren af Traaden. Da hun antog, at Garnnøstet var udrullet, slap hun Traaden, uden at hendes Tilbeder mærkede Uraad. Nu begyndte hun at flække Næver af et og andet Birketræ, efterhvert som de gik opover Dalen, og paa Stallos Spørgsmaal om, hvad det skulde være godt for, svarede hun, at hun vilde have Næveren til at gjøre op Ild med, naar de skulde hvile og holde Maaltid. Endelig kom de til en skovløs Slette, hvor Stallo standsede og satte sig. Pigen gjorde strax op Ild med Næveren, bar Tørved sammen og lagde den
