Det var derfor ikke vanskeligt for Stallo at faa Øie paa hende. Han hidsede Hunden paa hende og sagde: „Hoc, hoc, pænnam, buoide hitta balkkan!“ Hus, hus, Hunden min, en Fedtklump skal du faa i Løn! Nu tog Stallo sin Øxe og begyndte at hugge ned Træet. I denne Nød gav Lappekvinden sig til at raabe: „Påtet pædnagatjak, kæita i le attje, edne pakka liema tjuokkat vaddam!“ Kommer, smaa Hunde, som Far og Mor aldrig have givet varmt Sod at lefse! (ɔ: drikke med Tungen). Da kom Bjørne, Ulve, Gauper, Ræve og alle Slags Dyr fra Skoven og sønderrev Stallo og hans Hund. Det var altsaa lidt Troldskab, som dengang frelste Lappekvinden fra Stallos Tænder.
(Fra Lyngen. Meddelt.)
I Lyngens Præstegjæld ligger der en Dal, omtrent en Mil indenfor Markedspladsen Skibotn, paa den vestre Side af Storfjorden. Opsidderne paa Gaarden Storeng skal i gamle Dage, førend denne Dal blev beboet, have havt Græsgange der for sin Buskap. En Dag, da en ung, vakker Lappepige vogtede Kreaturene i Dalen, kom der en Stallo og beilede til hende, og, da hun ikke strax sagde Ja, truede han med at bortføre hende med Magt. For svag til at sætte sig til Modværge, havde hun intet andet Raad end at love ham baade Haand og Hjerte, men haabede dog enduu at skulle kunne blive reddet ved en eller anden List, naar Tid og Leilighed kom. Hun tiggede nu Stallo saa længe, at hun fik Lov til at gaa hjem for, som hun foregav, at hente noget af sit uundværlige Tøi og sine Stads-
