Nu begyndte Stallo at fryse jammerligt, og i denne Knibe tog han det Parti at gaa til Maanen, som lyste over Horizonten. „Se, Fader, din Søn fryser!“ raabte han, idet han strakte Hænderne op imod Maanen. Men det hjalp nu ikke, han frøs alligevel ihjel.
(Fra sy. Lapmark. Efter L. Læstadius.)
To Lappepiger havde giftet sig med to Brødre af Stalloslægten. Den ene af disse Stallohustruer havde faaet Barn, den anden havde intet. Efter et Par Aars Forløb tænkte Stalloerne paa at æde op sine Hustruer. Den ene af Brødrene siger derfor en Dag til den anden. „Kåsses ton, vieljam, tun stainak-ronoha?“ Naar tænker du, min Broder, at æde op din Gjeldsimle? eller den Hustru, som ingen Børn fik. Den anden Broder svarede; „De mon, dego ton miessealtoha!“ Naar du æder op din Simle med Kalv, skal jeg ogsaa æde op min Gjeldsimle!
Denne forblommede Tale synes imidlertid Hustruerne at have forstaaet. Ialfald flygtede den børnløse sin Vei og vilde ogsaa, at den anden skulde gjøre det Samme, men hun svarede, at hun ikke nænnede at forlade sit Barn. Nu gav den Stallo, hvis Hustru havde rømt, sig til at forfølge hende. Sin Hund tog han med sig, forat den skulde veire hendes Spor. Da Hustruen mærkede, at Stallo, hendes kjære Mand, begyndte at naa ind paa hende, kløv hun op i et stort Træ. Men Hunden, som løb efter Sporet, standsede under Træet og gjøede paa hende som paa en Ikorn.
