Side:Lappiske Eventyr og Folkesagn.pdf/119

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
103
Stallo-Brylluppet.

og beskjæftigede Stallokjærringen paa en anden Vis. De havde faaet hende til at lægge sit Hoved i Skjødet paa en Lappekvinde, og, medens denne lyskede hende, løste andre op hendes lange Haarfletninger og bandt Haartotterne fast i Telttræerne. Derpaa lod de, som de høilig beundrede alle de forskjellige Sager, som hun havde hængende i sit Bælte, og derunder fik de fat i hendes ruovdebocce eller Jernrør, hvormed hun suger Liv og Blod af Folk. Dette listede de sig til at faa løst af Bæltet og putte i Ilden, saa det blev gloende hedt. Pludselig hørte Stallokjærringen sin Mands Stemme nede paa Isen og spurgte Lappekvin­derne: „Hissogos dobbe læ vai hasso?“ Hvad er paa Færde, Spøg eller Slagsmaal? „Hisso!“ svarede Lappekvinderne, det er bare Spøg! Saa lagde hun sig til Ro igjen i Lappekvindens Skjød og lod sit Hoved fremdeles lyske. Men pludselig hørte hun igjen ganske tydeligt, at Stallo raabte: „Nanna, Nanna buvte ruovdebocce!“ Nanna, Nanna, kom med Jern­røret! Nu kunde hun ikke være i Tvivl længer. Stallo maattevære i Livsfare. Forfærdet herover, sprang hun op og mærkede i sin Skræk ikke engang noget til, at hun sled af Haartotterne, som vare bundne fast i Telt­træerne. Hun bare rumsterede og ledte omkring sig efter Jernrøret, der skulde hænge blandt de andre Sager, som hun havde i sit Bælte. Men borte var det. „Hvor er Jernrøret mit? Hvem har taget mit Jernrør?“ spurgte hun Kvinderne. De pegte paa Ilden og sagde: „Der ligger det i Ilden!“ Hun hen og greb det glø­dende Jernrør[1] og satte det for Munden, men, istedetfor

  1. Maaske Fortællingen om dette ildsprudende Jernrør, som Stallo brnger, kan være en dnnkcl Erindring om det første Syn af Virk­ningen af Ildvaaben.