Side:Lappiske Eventyr og Folkesagn.pdf/116

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
100
Lappiske Eventyr.

Maanen op paa Horizonten. Da Stallo saa den, troede han, det var Lappen, som havde gjort op Ild, og satte afsted igjen, alt hvad han orkede. Men nei, han blev træt, førend han kom frem og fik varme sig ved den Ilden. Saa krøb han op i Toppen af en Gran, og der frøs han ihjel. Den Ende fik det.



31. Stallo-Brylluppet.
(Fra Ofoten.)

En Stallo kom engang til et Sted, hvor en Lap boede. Lappen havde en Datter, og, da Stallo fik se hende, syntes han saa godt om hende, at han spurgte, om hun vilde blive hans Sønnekone; han havde en voxen Søn, som skulde gifte sig. Pigen svarede In­genting, men Faderen turde ikke sige Nei; han maatte love, at Datteren skulde blive Stal los Sønnekone. Saa blev de enige om, hvad Tid Brylluppet skulde staa, og Stallo drog sin Vei igjen. Da Tiden kom, sendte Lap­pen Bud til Stallo, som boede bag et Fjeld, en Dags­reise borte, at han, hans Kone og Søn skulde komme til Bryllups. Lappen havde sendt sine to Sønner af sted med Eensdyr for at hente Stallofamilien og sagt til dem, at de skulde tage Veien nordenom Fjeldet eller paa „Natsiden“ af samme, men, naar de kom frem til Stallos Gaard, og han spurgte dem: „Hvad Vei kom I?“ saa skulde de svare: „Paa Solsiden!“ Nu drømte Stallo samme Nat, at dersom de, som kom for at hente ham til Bryllups, kom paa Natsiden af Fjeldet, saa var det et Forbud paa Ulykke. Da derfor Lappens Sønner paa Stallos Spørgsmaal om, hvad Vei de kom, begge to svarede: „Paa Solsiden!" saa blev Stallo veltilfreds