han var fed nok, sendte han ham en vakker Dag ud i Skoven for at hente et Stegespid. Askeladden gik; men, da han havde en Mistanke om, hvad Stegespiddet skulde bruges til, saa hentede han hjem med sig fra Skoven nogle raa og krogede Vidiegrene. „Det duer ikke,“ sagde Stallo, „hent bedre Spid!“ Askeladden gik, men kom atter tilbage med nogle krogede Vidiekviste. „Findes ikke bedre i Skoven?“ spørger Stallo. „Nei, siger Askeladden, „jeg kan ingen bedre findc!“ „Saa faar jeg gaa selv,“ siger Stallo. Medens Stallo lager sig til at gaa, spørger Askeladden: „Agjam, agjam, maste don ænemusat balak?“ Kjære Bedstefar, hvad er du mest bange for? „Sjuda guolest!“ For Hvæsfisken![1] svarer Stallo. Medens Stallo var i Skoven for at hugge sig et Stegespid, tog Askeladden og kastede de raa Vidiekvistene paa Ilden. Derpaa tog han og snoede sammen nogle sorte Uldtraade og bandt dem om Stallos Sølvsæk. Vidiekvistene, som laa paa Ilden, begyndte snart at syde og hvæse, som om det var et helt Ormebøle. Da nu Stallo kom hjem fra Skoven, siger Askeladden: „Agjam, agjam, gula sjuda guole!“ Bedstefar, Bedstefar, hør paa Hvæsfisken! Stallo lyttede, og, da han hørte Sydingen af de raa Vidiekvistene paa Ilden, blev han saa forskrækket, at han troede, at hele Huset var fuldt af Orme. Han sprang strax op og greb efter Sølvsækken for at begive sig paa Flugt. Men i det Samme raabte Askeladden; „Bedstefar, se, se, Ormene har bidt sig fast i Sølvsækken din!“ Idet Stallo kastede Øinene paa Sølvsækken og fik se de sorte Uldtraade, som Askeladden havde knyttet fast i den, troede han, det
- ↑ Med „Hvæsfisken“ menes Ormen, og Stallo fremstilles altid som meget bange for denne.
