„Hvem er det, som drager igjennem min Guldskov og brækker istykker mine Guldtræer?“ skreg Jætten.
„Aa, det er nok os det!“ sagde Gutten, „hvad vil du os?“
„Du skal strax faa se, hvad jeg vil Eder!“ sagde Jætten og begyndte at kjæmpe med Hesten. Det var ikke mere end netop saavidt, at Hesten kunde staa sig mod Jætten, men endelig blev han dog Seirherre og dræbte ham, og saa tog de Guldharnisken og Guldhjelmen med sig og drog videre. Saa var de da slupne vel fra den Fare ogsaa, og, da de saa havde reist en Stund, kom de til Kongsgaarden.
„Nu kan du lade mig staa igjen her udenfor,“ sagde Hesten, „og selv kan du gaa ind i Kongsgaarden, men glem mig ikke!“ Gutten gjorde, som Hesten sagde, og, da han kom ind i Kongsgaarden, sagde han:
„Buorre bæive!“ God Dag!
„Ibmel addi!“ Gud give det! svarede Kongen, som man pleier at svare. Gutten tog ikke Hatten af sig.
„Hvorfor staar du med Hatten paa?“ spurgte Kongen.
„Ruobas læ oaivve!“ Jeg bar Skurv paa Hovedet! sagde Gutten, han vilde ikke vise frem Guldhjelmen sin. Da Kongen hørte det, fik Gutten Lov til at beholde Hatten paa. Saa forløb den Dag, og det blev Morgen næste Dag. Kongen satte Gutten til at hugge Ved i Kongsgaarden. Men Kongen havde tre Døttre, og den yngste var den vakreste. Medens Gutten holdt paa at hugge Ved, sad Kongsdatteren i Vinduet og saa ud. Bedst som det var, kløede Gutten sig i Hovedet og lettede derved lidt paa Hatten, saaledes at den yngste Kongsdatter fik se et Glimt af Guldhjelmen. I det Samme vendte bun sig mod sine to Søstre og siger: „Jeg gad vide, om ikke Far snart vil udse os Kjæ-
