„Jeg mener Gutten er slig, at han kan flyve ogsaa!“ sagde Jætten ved sig selv. Saa kogte de Middagsmad, og, da de havde kogt og spist, lagde Jætten sig til at sove paa Maden. Men Gutten sprang ud i Svalen til Hesten.
„Gaa nu hen i Skjaaen,“ sagde Hesten, „og slaa ihjel Koen og skjær Hjertet tværs over, i to Stykker, for, ser du, Jættens Liv er skjult i Koens Hjerte. Naar du det har gjort, skal du gaa ind igjen og seefter, om Jætten er begyndt at blive klein af sig. Saa gaar du igjen hen i Skjaaen, og saa skal du tage og hakke Hjertet i smaa, smaa Stykker. Naar du det har gjort, skal du gaa ind igjen og tage hans Bøsse, hans Sværd, som hænger paa Væggen, samt et Stykke Svovl, Flint og en Kam, og saa skal du komme hid til mig og slippe mig løs; saa reise vi vor Vei.“ Alt, hvad Hesten sagde, det gjorde Gutten, og da han gik ind for at se efter, hvordan det var med Jætten, saa laa Jætten overende midt paa Gulvet. Død var han i samme Øieblik, som Gutten huggede Koens Hjerte i Stykker. Saa tog han Bøssen, Sværdet, et Stykke Svovl, en Flint og en Kam og gik til Hesten. Saa løste han Hesten, satte sig paa Hestens Ryg, og saa bar det afsted. Da de havde reist baade langt og længe, næsten en hel Dagsreise, begyndte Jætten at komme tillive igjen, og da han mærkede, at Hesten var forsvunden og Gutten med, saa satte han afsted efter dem. Saa siger Hesten til Veslegutten:
„Gulakgo, oainakgo maidege?“ Hører du, eller ser du Nogenting?
„Im gula, imge oaine maidegel" Jeg hverken hører eller ser Nogenting! svarede Gutten. Saa reiste de igjen et godt Stykke Vei. Atter spørger Hesten:
