lade mig forlede til at fortælle den gamle, ondskabsfulde Kvinde om mit Liv!“ Saa greb Jætten sit Sugerør eller det Jernrør, hvormed ban pleiede at suge Blodet af Folk, og det havde Kjærringen lagt med den ene Ende ind i Ildmørjen i Peisen. Saa slugte han i sig Gløder og Aske og Ild, og saa forbrændte han indvendig og udvendig, og Alt det af hans Legeme, som kunde forbrænde, det fortæredes af Ilden. Saa sluknede Ilden, og med Ilden sluknede Jættens Liv.
(Fra Hammerfest.)
En liden Gut gjætede Sauerne. Saa kom der en Jætte og vilde have ham til sin Dreng. Gutten lovede det. „Naar du har drevet Sauerne hjem, skal du finde mig her!“ sagde Jætten. Da Gutten havde drevet Sauerne hjem og kom tilbage, fandt han ganske rigtigt Jætten der, og saa droge de afsted til Jættens Hjem. Paa Veien kom Jætten ihu, at han burde tage med sig lidt Tørved til at koge Kveldsmaden med. Saa fandt de en Birk.
„Denne tænker jeg, vi tager!“ mente Jætten.
„Den er noget liden den!“ mente Gutten. Saa gik de et lidet Stykke videre og fandt en Eg, som Vinden bavde blæst overende.
„Denne tænker jeg, vi tager!“ sagde Gutten.
„Den er noget stor den!" mente Jætten.
„Aa, bær du i Toppen, saa skal jeg selv bære Rodenden!“ sagde Gutten og gav sig til at tælje paa et Par lange, spidse Træpinder.
„Hvad vil du med Pinderne?“ spurgte Jætten.
