minde ham om, at man ikke kan skrire saa hurtigt, som man kan fortælle. Paa denne Maade lykkes det undertiden at faa et Eventyr nogenlunde fuldstændigt nedskrevet, men ofte vil man, halvveis i en Fortælling, fortvivlet kaste Pennen og opgive Forsøget. Paa Grund af disse Vanskeligheder er det derfor Tilfældet, at man kun hos faa af de Forfattere, der have opholdt sig iblandt Lapperne og skrevet om dem, finder Sagn eller Eventyr optegnede. Nogle enkelte findes hos Högström, Fellman, Sjögren og i L. Læstadius’s Manuskript. Men ingen særskilt Samling af saadanne er hidtil udkommen. De, som jeg her vover at udgive, og som jeg for største Delen selv har nedskrevet efter Folkets egen Fortælling, maa heller ikke betragtes anderledes, end som en ubetydelig Del af, hvad der engang har levet paa Folkets Læber, og de gjør derfor heller ikke Fordring paa at ansees for Andet, end et høist ubetydeligt Bidrag til den Litteratur, som nu tæller mange fortrinlige Værker fra forskjellige Nationer.
Det er især Fjeldlapperne, der endnu kunne fortælle Eventyr. Idetmindste gjorde jeg denne Erfaring under mit første Ophold i Finmarken i 1850. En religiøs Vækkelse, som netop da begyndte at gribe om sig, bragte imidlertid dengang al Eventyrfortællen til pludselig at forstumme som letsindigt Tidsfordriv og ugudelig Tale. Det gik med Eventyrfortællernes Hukommelse, som med en urgammel
