om og af og til nappede i ham, passede ban engang sit Snit og stak den ene i Haanden, saa bun begyndte at bløde. Hun til at skrige og jamre sig herover. De, somm vare inde, kom farende ud for at se, hvad der var paa Færde, og, da de saa Gutten, styrtede de ind igjen. Hver tog i Huj og Hast, hvad han kunde faa fat i af det, som de bavde med sig, og dermed for de afsted. Væk var i et Øieblik Altsammen, baade Folkk, Tøi og Baad; kun et Nøgleknippe laa igjen inde paa Bordet. Men Pigen, som Gutten havde stukket tilblods, stod der alene igjen; bun var magtstjaalen og kunde ingen Vei komme.
„Nu faar du tage mig til Hustru,“ sagde Pigen, „siden du har stukket mig tilblods!“
„Aa ja, hvorfor ikke,“ svarede Gutten, “det skal jeg gjerne gjøre, men hvorledes tror du, vi skulle kunne leve her paa Øen Vinteren over?“
„Dermed har det ingen Nød,“ mente Pigen, „naar du bare vil love at tage mig til Hustru; du faar rige Skyldfolk!“
Gutten lovede det, og saa levede de da sammen paa Øen til Vaaren, da der atter kom Folk ud, med hvem de slap over til Fastlandet.
„Hvor skal vi nu flytte hen?“ spurgte Pigen Gutten. „Det ved ikke jeg,“ sagde Gutten, „men hvad mener du om det?“ Pigen mente, at hun skulde have mest Lyst til at bosætte sig paa et Sted, hvor hendes Foraeldre boede, „om du saa vil,“ lagde hun til. „Hvorfor ikke!“ svarede Gutten, og saa reiste de derhen og søgte sig ud en bekvem Boplads.
„Nu faar du selv maale ud Pladsen til Huset,“ sagde Konen hans, „du kan gjøre den stor eller liden, som du selv vil!“ Gutten maalte.
