Side:L. M. B. Aubert - Bevissystemets Udvikling i den norske Criminalproces indtil Christian den femtes Lov.djvu/96

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

føres for Dommeren, maatte nu blive talrigere, da Lagmanden, der sjelden selv kunde komme til Hjemthinget, fik Del i Dommermyndigheden, og Appel begyndte at udvikle sig. Da nu Skrift blev brugelig i det 14de Aarhundrede, ialfald blandt de mest Oplyste, laa det nær at fæste slige Vidneførsler til Papiret, istedetfor at betro dem til den mundtlige Overleverelse. Vi se ofte Sysselmanden (Lensmanden) modtage saadanne Vidneprov, som skulde komme til Lagmandens Kundskab, og derom udstede Provsbreve[1]. Men det blev ogsaa meget snart Sædvane at sikre sig hvilketsomhelst Vidnebevis ved Skrift, selv om det kun skulde benyttes ved Hjemthinget. Man erindrer de tidligere Bestemmelser om, at Vidnerne saameget som muligt skulde føres paa fersk Fod; nu, da det ikke længere var Enhvers Sag at sammenkalde Thing, men disse vistnok begyndte blot at afholdes til regelmæssige Tider, hjalp man sig med skriftlig Nedtegnelse af Vidnesbyrdene snarest muligt efter Gjerningen. Dette blev efterhaanden saa almindeligt, at man fristes til at tro, Praxis tillagde „skriftligt Prov“ større Vægt end „levende Røst“; Vidner, der førtes længere Tid efter Gjerningen, har man modtaget med mindre Tiltro, og i hine Tider, da Skrivekunsten endnu var sjelden,

gav Skrift Bevislighederne en mystisk Troværdig-

  1. D. N. IV. 684, V. 303, II. 492. Jfr. Retterbod 1280, Art. 23. 24. Norsk Tidsskrift V. 127. Budet i Rb. 1308 (N. G. L. III. 76), at baade Lagmænd og Sysselmand skulde have edsvorne Skrivere og holde Protokol over Dommene, er vel en af de mange Reformer, som ikke levede længere end Lovgiveren.