førsel ved Syssel- eller Lensmanden er Forhør; thi naar Sagen skulde paadømmes af Lagmanden, blev Vidnerne ofte førte for Sysselmanden, og naar han da selv ogsaa var Sagsøger, sammenblandedes Functionerne ganske. Da, ialfald ved Drab, Sysselmanden vedblev at „tage Prov“ langt ned i Tiden, ligger Forhørets Spire for en Del i den ældre Ret, hvad der ogsaa fremgaar deraf, at endnu i forrige Aarhundrede optoges det ofte af Fogderne[1]. Men ligesaa vist er det, at Forhøret skylder fremmed Ret fra først af sin Oprindelse, og i en senere Tid sin store Udvikling.
Vi have ikke mange Domme levnede, hvor Vidner have været benyttede, og i de fleste Tilfælde har enten Lagmanden været Dommer, eller Sysselmanden Sagsøger. Se D. N. II. 492, V. 765, III. 221, V. 280 (Injuriesager), III. 534 (Røveri), V. 712 (Forbrydelse af Leide). Etsteds ser man Ed aflagt, uagtet der var Vidner til Fordel for Sigtede, dog maaske ikke om selve Gjerningen (IV. 783). Men, at Vidnebeviset ofte anvendtes i den criminelle Praxis, se vi noksom af de talrige „Provsbreve“, som findes blandt Diplomerne.
Skriftlighed begynder nemlig nu at fortrænge Mundtligheden i Rettergangen. Vi have allerede seet, at efter de ældre Love kunde en Mands Vidnesbyrd, naar han selv ei kunde komme til Thinge, modtages af tvende andre og af dem meddeles Dommerne.
Saadanne Tilfælde, hvori Vidnerne ei kunde
- ↑ Man ser undertiden, at Sysselmændene ved Forhøret Slutning have frifundet Sigtede, naar der „ei veg Prov paa ham“, D. N. IV. 743, jfr. V. 625.
