det tiltænkt i Rb. 1303. Men vi mangle ingenlunde Spor af dets Anvendelse. Især var det hyppigt ved Manddrab, hvad der fulgte af den specielle Lovgivning for denne Forbrydelse. Fra Haakon Haakonssøns Tid var det nemlig for at hindre Selvhevnen og Ættedrabene, sædvanligt at tilstaa Manddrabere Landvist ɔ: Benaadning for Fredløsheden mod at betale 8 Ørtuger eg 13 Mark til Kongen, foruden en Bod til Arvingerne (Fredkjøb), som disse vare pligtige at modtage. Landvistbrevene, der udstedtes af Kantsleren i Kongens Navn, meddeltes kun for „ærligt Drab“ og efter Viglysning, og for at forvisse sig herom paalagdes det Sysselmanden at „tage Prov“ efter ethvert Drab. Diplomatariet vrimler af Sysselmandens Drabsindberetninger, der ligesom Landvistbrevene ere affattede efter faste Formler. Han indfandt sig paa Gjerningsstedet og holdt et formeligt Forhør, under hvilket Øienvidnerne og Viglysningsvidnerne aflagde Ed. Provene bleve nøiagtigt nedskrevne, og det mangler ikke meget i, at Brevet stundom ligner Nutidens kortere Forhørsakter. Denne Sædvane varede lige til Christian V.s Lov, hvor Landvist endnu er nævnt i 6–12–3[1].
Udenfor Drab er der sjelden Spor til Forhør. I D. N. IV. 684 se vi Lensmanden stevne 2 Mænd til at fremføre Vidne, om hvorledes det er tilgaaet med en Ildebrand, og derpaa selv forhøre dem. Det er
forresten vanskeligt at afgjøre, hvorvidt en Vidne-
- ↑ Endnu saa sent som 1610 har en Lagmandsdom fra Oslo underkjendt et Landvistbrev, fordi Viglysning ei var skeet. Reskr. 9de Oktober 1681 „Kongsdagsbrev“. (Se nærmere Saml. til N. F. S. og H. III. 351 og Munchs Historie paa forskjellige Steder).
