ogsaa af, at der bliver givet nærmere Love om Fordringerne til det. Allerede Rb. 1280, Art. 9, fastsætter efter den kanoniske Ret, at kun 15 Aars gammel Mand kan bære Vidne. Rb. 1313 Art. 4 (N. G. L. III. 100) byder, at Skjøger og Mænd, som synes Dommerne udygtige for nogen upassende Sags Skyld, ikke skulle bære Vidne, især i store Sager mellem gode Mænd. Og efter Privilegier for de Tydske af 1295 maa Ingen bære Vidnesbyrd i svære Sager uden „lovlige og skjellige Mænd“. (Paus II. 185).
Ialfald i den første Del af Perioden var det Sagsøgeren ganske overladt, om han vilde føre sine Vidner (Privilegier af 1295). Men forskjellige Aarsager vare medvirkende til, at det i Praxis efterhaanden blev Regel at bruge Vidnerne, hvor de fandtes. Mededsinstitutionen var vistnok længe for national, til at den ikke ofte skulde faa Fortrinet for Vidnebeviset, hvor Bønder vare Dommere og den Fornærmede Sagsøger. Men hvor Lagmanden sad paa Dommersædet, maatte han føle den Enkeltdommeren naturlige Tilbøielighed til at afgjøre ogsaa Sagens factiske Del, og han søgte vistnok saameget som muligt at istandbringe en med Lovens Fordringer stemmende Dom ved Vidnebevis fremfor at lade Afgjørelse gaa til Mededsmænd, Folkemeningens Repræsentanter. Og naar Sysselmanden var Sagsøger, har han visselig søgt at føre Beviset saalangt som muligt for i detmindste at gjøre Edshjælpen betænkelig. – Meget maatte det ogsaa bidrage til Vidnebevisets Udvikling, at Sysselmanden begyndte, at holde Undersøgelsesforhør. Vi have forhen omtalt, at dette langtfra naaede den Udstrækning, som var
