Meget saa ere derimod de Lovbud, som paabyde
Ed uden den Betingelse, at Vidner ikke haves;
de ere i Grunden kun tvende, og ialfald det ene gjælder
et Tilfælde, hvor Vidner næsten aldrig kunde
forudsættes; efter Rb. 1330 (N. G. L. III. 156)
skal nemlig den Mand, som er greben i Besiddelse
af falske Varer, sværge Tylftered, at han ei vidste
om Falskheden; det andet er Dronning Margarethas
Rb. 1392, Art. (Paus II. 233), som byder den,
de raf Fogden er mistænkt for Landprang at sværge
selv 3die, at han kjøbte paa rette Torv. Til disse
skulde videre Christoffer af Bayerns Stadsret af
1444 føies, hvis den kunde regnes med i den norske
Lovgivning; men uagtet den efter sin Indledning er
given ogsaa for de norske Kjøbstæder, viser den
Maade, hvorpaa Negtelseseden skulde anvendes[1],
noksom, at den er given alene med danske Forholde
for Øie, og den har visselig ikke heller før i det
syttende Aarhundrede været gjældende i Norge[2].
Denne Stadsret er under Lovgivningens kummerlige
Tilstand efter Calmarunionen, faa vidt vides, den
eneste Lov, hvori Bevismidler omtales.
At Vidnebeviset nu bliver hyppigere, forstaa vi
- ↑ Se f. Ex. Art. 6. 8. 9. 10. 11, hvor Mededsmændenes Antal er 24. Art. 4 „Kjønsnevn“, Art. 5 „Adelborgere“, Art. 17 „Lov“ for “Ed“. Naar den uagtet den danske Bevismaades daværende Standpunkt næsten ikke taler om Vidner, kan dette maaske forklares af, at den er dannet efter ældre skaanske Stadsretter. Rosenvinge p. 45.
- ↑ Norske Kjøbstedspriv. 30te Juli 1662 § 10 byder, at indtil videre skal „den danske Stadsret“ følges. Jfr. Reskr. 29de Januar 1666.
