Ofte indeholde de nye Straffelovbud ikke nogensomhelst Antydning til Beviset, og da er det rimeligt, at man først og fremst for Tilfældet har benyttet det Bevismiddel, som samtidige, ligeartede Love henviste til, og som kunde bruges i samme Form i alle Sager. Ved de ældre Love, som oftest bruge Meded, var det nemlig Tilfældet, at hver Sigtelse havde sin tilsvarende Art af Edshjælp – man mindes uvilkaarlig de romerske Actioner. De almindelige Regler i Landsloven IX. 13. ff. vare ikke udtømmende, og for at de kunde anvendes paa den i et nyt Lovbud nævnte Straf, maatte derfor denne være af de i Reglerne omhandlede Arter. Den hyppigste Straf ei den nyere Lovgivning var en Bod af 8 Ørtuger og 13 Mark, den almindelige „Brevbrudsstraf“, som anvendtes ligetil Christian V.s Lov ved enhver Overtrædelse, hvorfor ei anden Straf udtrykkelig var sat[1]. Og denne gik indunder M. L. IX. 14, som fordrede Sættered i alle saadanne Sager. Hvor derimod en anden Straf fastsattes i de nye Lovbud, var oftest ingen af Landslovens Regler anvendelige, og saafremt Ed krævedes, maatte Dommeren bestemme deres Art (jfr. N. G. L. III. 212); men dette Forhold har visselig bidraget til, at man ved saadanne Overtrædelser først saa sig om
efter Vidner.
- ↑ Munch IV. 2. 612. Senere kaldtes den „Straf for Overtrædelse af de kongelige Mandater“.
med de nye Sædvaner; jfr. II. 213 med N. G. L. III. 150, hvor sannprofaðr er oversat med „Vidnesfast“, p. 217 jfr. med III. 203; p. 214 jfr. III. 172; og II. 207 er der en almindelig Regel om Vidner, som i Orig. kun gjælder Stevnevidner.
