(Leiermaal), II. 771 (Mishandling og privat Fængsling), 794 (Stimænd), V. 714 (Mordbrand, Drab, Røveri, etc.). I enkelte af disse Tilfælde er det Lehnsherrer, som forfølge Sagen, og i den sidste Del af Perioden udøvede Adelen efter dansk Mønster Hals og Haand paa sine Godser.
Jeg har fremstillet alle disse Forholde saa nøiagtigt, fordi man i dette mørke Tidsrum for en stor Del maa slutte fra Aarsagen til Virkningen. Imidlertid vil man dog af den følgende Fremstilling forstaa, at det er berettiget at tillægge dem stor Indflydelse paa Bevismaadens Udvikling.
Med Dommermyndighedens større Fasthed stemte det bedst at lade Straffedommen først og fremst grundes paa Vidner – disse „Justitiens Øine og Øren“ – og Rettens Granskning af deres Udsagn, istedetfor, som forhen, næsten udelukkende at bero paa Slægt og Kjendingers gunstige Omdømme. Den følgende Lovgivning gaar ogsaa i Magnus Lagabøters Fodspor, og hvor Bevismidlerne nævnes, er det næsten bestandig sagt, at der kun skal gribes til Ed, naar der ei haves Vidner[1]. Almindelig staar der intet Andet om Beviset end: „bliver han overbevist“ (kunnr ok sannr; sannprofaðr[2]); hvor det sidste Udtryk er brugt, tænkes vistnok nærmest paa Overbevisning ved Vidner, medens sannr at máli
ogsaa bruges om den, for hvem Eden er falden[3].
