Side:L. M. B. Aubert - Bevissystemets Udvikling i den norske Criminalproces indtil Christian den femtes Lov.djvu/9

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

hvor Beviset ei kunde sikres paa Forhaand, vedblev da som oftest at være Tvekampen hjemfaldne. Det første Skridt til den criminelle Retspleien Udvidelse, var at drage Tvekampen ind under Rettens Omraade og gjøre Dommerne til Kampvidner. Eftersom Samfundet blev fastere ordnet, maatte Trangen til en menneskelig Retfærdighed blive for stærk til, at man længere kunde nøie sig med en saa blodig Afgjørelse som Tvekampen eller – om det da allerede fandtes – et saa skuffende Bevismiddel, som Gudsdommene. Men det Bevismiddel, man søgte, maatte paa Grund af den store Vægt, der endnu tillagdes Individets Uafhængighed, saameget som muligt bero paa Parternes Virksomhed, og være saa simpelt og klart, at dets Anvendelse intet Rum levnede for Dommernes frie Skjøn. Et saadant fandt man i Mededsinstitutionen. Dens Ide var, at den frie, uafhængige Mands edelige Forsikring om sin Uskyld, støttet af kjendte Mænds edelige Erklæring, om at de ansaa hans Ed paalidelig, ialfald indeholdt en høi Grad af Sandsynlighed. Først da Lovgivningen kjendte et ordentligt Bevismiddel, og dette havde vundet en fremragende Plads ved Siden af de ældre, maatte Rettergang efterhaanden blive en Nødvendighed. Og først ved Selvhevnens Forsvinden, da Samfundets Domsmyndighed havde seiret over den individuelle Frihed, kunde der blive Tale om Udviklingen af et Bevismiddel, der ofte for at faa fuld Kraft maatte bedømmes af Retten – det almindelige Vidnebevis. De tidligere Bevismidlers Charakter maatte forresten lede til, at Loven afgrændsede Vidnebeviset, og Dommerens Stilling ogsaa her blev væsentlig formel. Mededen beholdt imidlertid i lange