Side:L. M. B. Aubert - Bevissystemets Udvikling i den norske Criminalproces indtil Christian den femtes Lov.djvu/88

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

manden; han bestyrer Herredsthinget, dog uden Stemme, og kaldes derfor Retsstyrer (réttari), han udnævner den Lagret af 12 Mænd, som efter Rb. 1280 Art. 28 skal dømme i alle Sager angaaende Liv og Lemmer, han exekverer Straffene, og, hvad der er det væsentligste, han har en meget udstrakt Ret til Forbrydelsers Paatale. Forhen havde denne Paataleret kun været subsidiær for at erholde de Kongedømmet af de fleste Lovbrud tilkommende Bøder, saafremt den Fornærmede ei tog sig af Sagen. Nu fulgte det at Straffemyndighedens udgaaen fra Kongen, at han gjennem sine Embedsmænd sørgede for Forbryderes Afstraffelse uden Hensyn til den mulige Indtægt. Dette var nu en Selvfølge, hvor der ingen privat Fornærmet var, saasom ved Forbrydelser mod det Offentlige, Overtrædelser af de specielle kongelige Befalinger (Brevbrud) eller af de mange Politilove om Handel, Mynt o. desl., som dette Tidsrum fremkaldte. Men vi have ogsaa Lovbud, der indføre en offentlig Forfølgning af Forbrydelser i Nutidens Forstand. Ligesom Haakon Magnussøn den Yngves Retterbod i N. G. L. III. 212 i Almindelighed byder Byfogden at ransage efter Lovbrud og revse Ildgjerningsmænd efter Loven, saaledes skal efter Rb. af 1303 (N. G. L. III. 65) Sysselmanden holde Undersøgelsesforhør „efter saadanne Mænd, som Lovbogen gjør fredløse, nemlig Manddrabere, Tyve, Ransmænd, Menedere og andre, som blive overbeviste om Uboteværk, samt dem, der bryde kongeligt Brev og Budskab, og lade dem siden saaledes revse, som Lovbogen vidner og Lagmanden eller andre skjønsomme Mænd lægge Raad op med ham, og lade dem alene komme for Kongen, som