M. dem alle kvit og fri for Drabet paa Knut Alfssøn og Knut Alfssøns Gods til Kongen og hans Lig under Kongens Miskund“. Man mindes her om Dommerens Stilling i Jurvforhandlingen, eller maaske snarere om Prætorens i den romerske Rettergang[1]. I en Sag fra 1511 (I. 743) idømmer Lagmanden, efterat Lagretten har stadfæstet Heredsthingets Dom, Appellanten Straf for „Domrov“. Stundom repræsenterer Lagmanden Læse- og Skrivkyndigheden i Retten og læser f. Ex. D. N. III. 719 et Landvistebrev for Borgermester og Raad[2]. Ofte har imidlertid Lagmanden indtaget ganske den samme Stilling til den faktiske Del som sine Meddommere, og havt ligesaamegen eller ligesaaliden Raadighed over Beviset som disse, og især blev dette Tilfældet i den senere Tid, da Lagretten ei blev stort Andet end Lagmandens Jabrødre[3].
En end større Indflydelse paa Retspleien udøvedes gjennem Kongens administrative Repræsentant Sysselmanden. Medens under den tidligere Lovgivning Enhver kunde sammenkalde Thing, som
Thing trængte, sker dette nu alene ved Syssel-
- ↑ Munch II. 1004, Brandt i Norsk Tidsskrift V. 108. 130.
- ↑ I en Dom angaaende Bemægtigelsen af nogle Spærrer dømmer Lagmanden og 6 Mænd isammen til Bøder, medens Lagmanden alene „með laga orskurð og samþykt“ dømmer at føre Spærrerne tilbage, IV. 139.
- ↑ Se en Dom fra 1421 (II. 492), hvor Lagmanden siger: „min og Lagrettens Dom“. Se og III. 813, samt især de i norske Samlinger 1ste Bind meddelte Retssager fra Bergens Lagthing fra det 16de Aarhundredes Slutning.
