ler afsluttedes ved de offentlige Forsamlinger (Thing), overlod det de nette Misgjerninger til de Stridendes egen Afgjørelse ved Sværdet. Da det ved Samfundsforholdenes større Udvikling blev for besværligt kun at afslutte Retshandler ved Thingene, nøiede man sig med den Vitterlighed, som fandtes hos Naboerne, og med at disse bekræftede Vitterligheden for Dommerne. Dette var Vidnebevisets Spire hos Germanerne.
Det næste Trin i Udviklingen var, at man ganske opgav Fordringen om egentlig Vitterlighed i den større eller mindre Kreds, og at man kun indgik Retshandler for nogle særlig tilkaldte Vidner. Men Vitterlighed vedblev dog at ansees som det ypperste, og Thingmændenes Vidnesbyrd om, hvad der var foregaaet paa Thinge (Thingsvidne) ansaaes for saa stærkt Bevis, at Intet kunde komme op derimod. Vidner, der tilfældigvis havde overværet en forbrydersk Handling, laa det derimod ganske udenfor den germaniske Opfattelse at benytte sig af; de vare ikke forud varslede om at bruge sin Opmærksomhed eller lægge sig Handlingen paa Minde; de vare maaske Ufrie, maaske Kvinder, og i Folkenes Barndom stedtes i Almindelighed kun frie Mænd til Vidnesbyrd. Og at overlade Dommerne i det enkelte Tilfælde at bedømme deres Værd, laa for fjernt fra hin snevre Begrændsning af Dommermyndigheden. Kun hvor Erfaringens Gjenstand var blivende Forholde (f. Ex. Eiendom og Besiddelse) nøiede man sig med Vidner, der uden foregaaende Opfordring havde gjort sine Iagttagelser; men her havde man rigtignok altid mellem Naboer et Udvalg af gode Vidner. Misgjerninger og saadanne civile Sager,
