gerne (IV. 101), og ligesom nogle Domcapitler og Klostre særlig erholdt Domsret over sine verdslige Undergivne, saaledes synes Rb. 1337 (N. G. L. III. 161) i Almindelighed at forudsætte, at Lagmanden og den biskoppelige Dommer dele de geistlige Sager mellem sig (D. N. I. 565), og det maa derhos erindres, at Jurisdictionen over Geistlige i rent kirkelige Sager vel aldrig negtedes[1]. Der en ogsaa Vidnesbyrd (fra 1293) om at Erkebispen har kunnet „lofa ok dispensera um undan foerslor ok eiða“ – et Spor af geistlig Revision over verdslige Sager. (D. N. III. 37. 40). Det er unødige at angive, hvorvidt den geistlige Jurisdiction har strakt sig til de forskjellige Tider; mest udstrakt har den vel været fra 1350–1450, da Geistligheden saagodtsom var Landets eneste Statsmagt, og den kanoniske Rets Studium næsten alene repræsenterede Videnskabeligheden. Fra Midten af det 15de Aarhundrede, da Jurisdictionen blev fuldt anerkjendt, og den verdslige Retspleie stod lavest, fulgte Geistligheden for meget det øvrige Folk i det dybe Fald, til at den kunde nytte den heldige Tid. Vi se derfor i det 16de Aarhundrede Lehnsherrene gaa Geistligheden i Næringen ved at oppebære Bøder for kirkelige Forbrydelser, og Præster modtage Negtelsesed tit Thinge for Leiermaal (D. N. V. 772 fra
1529[2]).
- ↑ Se Forligsmægling mellem Erkebispen og Domcapitlet, foretagen af Erik Magnussøn: Jurisdictionem alla skal herra Erchibiskup hafa ok fremja med ráði korsbrœðra (D. N. III. 45).
- ↑ Se Keysers Kirkehist. II. 562. 578. 671. 883; 457.427. 485. 491. 880. 340. Munch IV. 2. 477, Unionshist. I. 933, II. 197, Langes Klosterhistorie p. 88.
