Side:L. M. B. Aubert - Bevissystemets Udvikling i den norske Criminalproces indtil Christian den femtes Lov.djvu/78

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

derregjeringen under Erik Magnussen tilbagekaldte imidlertid Tønsbergerforliget, og det samme skede under Haakon Magnussøn den Ældre og Magnus Smek (N. G. L. III. 89. 117. 153), der befalede, at man i Alt skulde følge Haakon Haakonssøns Christenret og forbød at lyde den Christenret, som var egenmægtigen udgivet af Erkebisp Jon Røde under Erik Magnussøns Regjering, og som selvfølgelig i fuld Udstrækning gjennemførte Kirkens Jurisdiction. Uagtet denne ikke blev anerkjende af Kongedømmet før ved Christian I’s. Forordning af Skara 1458 (Paus II. 271), vandt den allerede fra Begyndelsen af det 14de Aarhundrede mere og mere Indgang i Praxis. Norsk Diplomatarium indeholder saaledes geistlige Domme over Lægfolk i Sager angaaende Hor og andet strafbart Leiermaal (IV. 66 fra 1306, III. 389 fra 1357, IV., 601 fra 1424), Forstyrrelse af Kirkefreden og desl. (V. 197 af 1369; I. 583 fra 1447), Tiendenegtelse (III. 43 af 1296, IV. 70 af 1306 og II. 88 af 1310), Mened (V. 411 af 1429), Delagtighed med Geistlige i Forbrydelse (IV. 86 af 1311); desforuden findes mange geistlige Domme mod Geistlige og i civile Sager mellem disse og Lægfolk[1]. Ligeoverfor de kongelige Embedsmænd hævdede Kirken stundom sin Domsret ved Bansættelse for Sacrilegium, naar de vilde indblande sig i kirkelige Sager (III. 477); enkelte geistlige

Domme, endog over Lægmænd, anerkjendes af Kon-

    II. 422, III. 335, IV. 1. 487. 505. 527, Keysers Kirkehistorie I. 460.

  1. Senere geistlige Sager se D. N. I. 742. 753. 774, II. 773, V. 661. Ægteskabssager for geistlig Ret se III. 87. 88 (af 1309) og især IV. 159 (af 1328).