ger[1]. Kun spores der i Christenretterne en Lyst til at indskrænke Edernes Antal, idet f. Ex. Ensed er meget hyppigere der end i Landsloven (jfr. Jons Christenret Art. 5. 18. 20. 29. 53 og tilsvarende Steder af Sverres Chr.), og der til Heimskvid ikke behøves mere end 3 eller 5 Mænd (J. Chr. 29. 44. 49. 53. 56. 58); de ældre Christenretter til og med Haakon Haakonssøns af 1244 (F. L. Part II. og III.) henvise desuden selvfølgelig langt mere end de verdslige Love til Gudsdommene. Naar efter dette Kardinal Vilhelm af Sabina 1247 kunde sige, at den norske Kirke var i Besiddelse af alle sine Friheder i Jurisdictionen,: saa maa dette paa en Tid, da den katholske Kirke længe havde fordret egen Domsret, forklares af den store Høflighed, som endog Innocents IV. viste ligeoverfor Haakon Haakonssøn[2].
Men allerede under Sønnen, Magnus Lagabøter, opnaaede Geistligheden det fordelagtige Concordat til Tønsberg (sættargerð, compositio) af 1277, der tilstod den fuld Jurisdiction efter den
kanoniske Rets (guðs lög) Fordringer[3]. Formyn-
- ↑ Se det ovenanførte Brev fra Paven af 1218 til Lunds Erkebiskop, Rosenvinge p. 356.
- ↑ „Invenimus ecclesiam regni Norvegiæ in plenæ quieta et pacifica libertate jurisdictionis omnium caussarum spiritualium, inter quoscunque questio verteretur, et omnium clericorum sive spiritualiter sive temporaliter ex delicto vel quasi, ex contractu vel quasi, contra ipsos questio moveretur“, N. G. L. I. 450. Han byder forresten endnu Geistlige at søge Lægmænd i verdslig Sag for verdslig Domstol.
- ↑ Se N. G. L. II. 464, Munch IV. 1. 552. 581. Om den kanoniske Rets tidligere Indflydelse i Norge se Munch
